The Raven Cycle af Maggie Stiefvater

3 ud af 5 stjerner

De fire bøger som bogserien The Raven Cycle består af, The Raven Boys, The Dream Theives, Blue Lily, Lily Blue og The Raven King, er efter min mening i hvert fald to bøger for meget.
Essentielt er The Raven Cycle en sød serie omkring venskab, den første store kærlighed og finde ud af hvem man er. Mit problem med serien er, når den prøver at blive mere end det.
Blue Sargent har altid vist at når hun kyssede hendes livskærlighed for den første gang, så ville han dø. Førhen var det ikke noget hun tænkte videre på, men da hun mødte Richard Gansey den Tredje ændrede det alt. Gansey er en af de såkaldte Ravnedrenge – rige og privilegerede studerende fra den lokale privatskole Aglionby. Ravnedrengene er lig med ballade, så Blue undgår dem som regel.
Men Gansey er anderledes, og Blue tiltrækkes af ham på en måde, hun ikke forstår. Og så er Gansey på en mystisk mission for at afdække fortidens magi sammen med de tre andre ravnedrenge Adam, Ronan og Noah.
De fire bøger handler på sin måde om Blue og drengenes venskab, og ligeså om Ganseys mission om at finde sagnkongen Glendower.
Det er lige præcis denne mission om Glendower, og alt det andet magi i bogen som aldrig rigtig fangede mig.
Havde bøgerne blot handlede om Blue og hendes clairvoyante familie, Gansey og hans venner og det faktum i løbet af et år ville Gansey være død. Det plot ville have givet nok teenage angst til at fylde fire bøger.

Glendower og hele det mystiske/magiske aspekt af serien virkede i sidste ende bare som et dårlig gennemtænkt plotpoint. Jeg følte i hvert fald det var ligegyldigt, og bøgerne sagtens kunne have været interessante uden.
Det er en skam, fordi Stiefvater skriver til tider så smukt at det er poesi. Hun fanger det at være forelsket for første gang så utrolig smukt.
“His feelings for Adam were an oil spill; he’d let them overflow and now there wasn’t a damn place in the ocean that wouldn’t catch fire if he dropped a match.”
Hendes karakterer har dybde, og du føler med dem. Som sagt, ville jeg havde nydt The Raven Cycle meget mere, hvis den bare handlede om Blue og hendes Raven Boys. Hvis serien kun havde handlede om det at passe ind i en vennegruppe selvom man ikke føler sig rig nok, spændende nok eller bare ikke rigtig ved hvem man er endnu.
Det er sjældent, at jeg ville have en fantasybog uden fantasydelen. Men når det kommer til The Raven Cycle, så kunne jeg godt have undværet den overnaturlige del. Fordi det at være at være teenager er nok af drama i sig selv.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s