Anna Karenina af Leo Tolstoy

3 ud af 5 stjerner

“There can be no peace for us, only misery, and the greatest happiness.”

Åh Anna Karenina, de fleste har hørt om den 900 siders lange roman af Leo Tolstoy. Der er også mange som har givet op på den. Jeg har taget en for holdet, og læst den.

Kort fortalt handler Anna Karenina, om Anna som møder den eftertragtede og rige ungkarl Aleksej Vronskij og de bliver forelsket. Problemet er at Anna er allerede gift med Karenin, og de har en søn. Ikke overraskende så var skilsmisse ikke lige noget man fik i 1874 uden konsekvenser. Det er derfor først da Anna bliver gravid med Vronskijs barn, at de bliver nød til at tage nogle valg.

Dog er Annas historie ikke den eneste vi følger i Anna Karenina. Vi møder også den unge godsejer Kostantin Levin, som er forelsket i Kitty som er forelsket i Vronskij. Ja, den Vronskij.  Bogen foregår i et spændingsfelt mellem tsar-Rusland absolutte overklasse i Moskvas og Sankt Peterborgs saloner, på restauranter og ved baller og det landlige liv under høhøsten og på jagt i skovens stilhed.

“All the variety, all the charm, all the beauty of life is made up of light and shadow.”

Det kompliceret ved at anmelde klassikere er, at det er svært ikke at anmelde dem som om de var skrevet i vores samtid. Var Anna Karenina skrevet i vores samtid tvivler jeg på, at den var blevet kaldt den bedste roman nogensinde. Set i dens samtid er jeg stadig i tvivler om jeg ville kalde den ”den bedste roman nogensinde”. Men det er mest også fordi, at jeg føler at ingen bog kan have den titel.

Set i dens samtidig var Anna Karenina banebrydende i dens brug af realisme og bevidsthedsstrøm, dog ville jeg havde ønsket at Tolstoy havde brugt mindre af det første og mere af det sidste. Fordi her kommer vi nemlig til mit første kritikpunkt af Anna Karenina: sproget. Af en klassiker er den skrevet i et meget tilgængeligt sprog; meget ligetil og uden meget billedsprog. For mig havde det den virkning at jeg aldrig rigtig kom ind i historien eller dens karakterer. Det føltes som om jeg så deres liv igennem et vindue, og ikke som om jeg var inde i rummet med dem.

Her kommer vi til mit andet kritikpunkt: karaktererne.  Jeg er karakterlæser, hvilket betyder at jeg holder mest af bøger, hvor jeg føler en forbindelse eller interesse i karaktererne. I Anna Karenina følte jeg ikke noget for nogen af dem. Måske en lille smule for Anna, men hun føltes mere som en karikatur af en karakter som aldrig rigtig udviklet sig ud af den boks hun var blevet sat i. Selvom karaktererne gennemgik mange livsændringer, følte jeg faktisk ikke rigtig at de udviklet sig som karakterer eller personer. Altså Anna blev mere jaloux og usikker, som endte i en tragisk slutning, men det føltes ikke som en ny udvikling af hendes karakter. Ikke desto mindre siger det også en del om tiden, at Anna ikke fik lov til at blive glad og lykkelig igen. Kvinder skulle jo nødigt forlade deres mænd og de forventninger som der var sat på dem, og blive lykkelig. Dog er det også set med nutidens øjne, og ikke samtidens øjne. Dengang var det helt naturligt, at en kvinde ville blive straffet på et eller andet niveau for at gå efter egne interesser.

” I always loved you, and if one loves anyone, one loves the whole person, just as they are and not as one would like them to be.”

Generelt kredser bogen rigtig meget om en masse emner, såsom ægteskab, overklassen og kvinders rettigheder uden rigtig at gå i kødet på dem. Dog havde det nok også været en tand for kontroversielt at gå virkelig i kødet på disse ting dengang, da de endnu ikke var under forandring.

Anna Karenina minder os ligeså om hvor vigtig retten til skilsmisse er, især for kvinder. På samme måde minder det os om hvor svært det var at være kvinde dengang, og hvor langt vi er kommet. Bogen giver ligeledes et indblik ind i russisk kultur, som både er interessant og velskrevet. Det er ligeledes det som vejer bogen op i min mening, da den trods alt giver os et øjebliksbillede af russisk kultur og historie i lige de år. At det skal være et øjebliksbillede på 952 sider, kan så diskuteres.

Som med alle bøger, så er Anna Karenina en smagssag. Jeg læser den sammen med nogle kollegaer, som begge er vilde med den. Så jeg vil opfordre til at man selv læser den, og former en mening. At lytte til den på lydbog kan anbefales, men selvom den er lang, så er den ikke kompliceret at læse. Sagt med andre ord, at en meget lang klassiker at være, så er den slet ikke så farlig igen. Dog skal man være forberedt på at lære noget om russisk landbrugspolitik, så er du advaret.

 “All happy families are alike; each unhappy family is unhappy in its own way.”

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s